Familieproblemer

Psykologhjælp ved familieproblemer har til formål at hjælpe familien til at løse deres indbyrdes vanskeligheder gennem familieterapi.

 

Ved familieproblemer har de voksne eller de voksne og et eller flere børn, eller alle i familien udfordringer med deres indbyrdes relationer.

 

Når jeg yder psykologhjælp og familieterapi til familieproblemer, retter jeg min indsats mod at bringe de enkelte familiemedlemmer til at reflektere og forstå hinanden og problemet på nye måder, og gennem nye indfaldsvinkler bringes familien i stand til at fungere bedre sammen.

Familieproblemer

Årsager til familieproblemer

Der kan nævnes mange årsager til at der er opstået familieproblemer så familien henvender sig for psykologhjælp og familieterapi.

Det kan dreje sig om udefrakommende årsager som f.eks. sygdom, dødsfald, en ulykke, krise, utroskab, skilsmisse, misbrugsproblemer hvor der ikke er iværksat misbrugsbehandling, en ung er kommet i vanskeligheder. Det kan også dreje sig om at familien er dysfunktionel.

Familieproblemer kan være forbigående, eller de kan være mere permanente. Hvis familieproblemerne skyldes dysfunktionelle familierelationer, er problemerne permanente og er ofte gået i arv fra en generation til en anden.

En dysfunktionel familie har bestemte kendetegn og særlige måder at fungere på, som jeg har beskrevet under linket dysfunktionelle familierelationer.

 

Underretningspligt ved familieproblemer.

Et særligt problem udgør det hvis familieproblemerne udmønter sig i vold mod et eller flere familiemedlemmer.

Det enkelte familiemedlem kan i denne situation ikke få en lægehenvisning til psykologhjælp, fordi volden er af længerevarende og permanent karakter.

Derimod har psykologen og andre socialarbejdere underretningspligt, hvis der i forbindelse med familieproblemerne optræder misrøgt og omsorgssvigt og vold mod et eller flere af børnene. Det er i denne situation kommunens familieafdeling og deres psykolog som er forpligtet til at yde et behandlingstilbud.

I påkommende tilfælde indebærer vold mod børn og hvis forældrene ikke kan varetage barnets behov en anbringelse udenfor hjemmet.

 

Familieterapi

Jeg vil yde familieterapi ved familieproblemer. Jeg vil gennem psykolog behandlingen hjælpe den enkelte og hele familien til at tage fælles ansvar for familiens problem og sammen løse udfordringerne gennem nye måder at se på og forholde sig til hinanden og de negative dynamikker i familien, som er med til at vedligeholde problemerne i familien. Jeg vil hjælpe familien med den fastlåste tilstand som familien befinder sig i mht deres indbyrdes relationer, og som den ikke selv kan se sig ud af. Dette medfører, hvis familieterapien lykkes, en ny indsigt i sig selv og de indbyrdes relationer, som gør det muligt at bryde de fastlåste mønstre.

Man giver hermed ikke længere et enkelt familiemedlem skylden for problemet; i nogle familier kan rollen som syndebuk gå på tur fra det ene familiemedlem til det andet. Men familien gøres nysgerrig på hvordan den måde man møder hinanden, kan skabe en negativ familiedynamik.

Det at bibringe familien en sådan øjenåbner, er med til at bibringe ny indsigt i familiedynamikken og sin egen rolle i denne. På denne måde tilbyder familieterapi nye muligheder og nye måder at forholde sig til problemer i familien. Resultatet bliver et bedre samvær og trivsel i familien. Man forstår hinanden på en ny måde, og de fastlåste onde cirkler afløses af at man nu bliver i stand til at skabe gode cirkler sammen.

Den nye forståelse gør at man accepterer hinanden på en ny måde og omgås ikke længere gennem at kritisere hinanden og tro man skal rette hinandens fejl. Den gamle fastlåste måde at tildele hinanden forudbestemte roller og egenskaber på erstattes af nye og bedre relationer.

Gennem systemisk-strukturel familieterapi vil jeg på denne måde hjælpe jer med at få jeres familie til at fungere bedre, og have det bedre sammen. Jeg vil hjælpe jer til at se de negative og fastlåste måder I opfatter og omgås hinanden på. Jeg vil hjælpe jer til at ændre jeres negative samspil og familiemønstre gennem at finde de positive budskaber i jeres negative følelser og reaktioner. Det kaldes for positiv reformulering.

Gennem refleksion vil Jeg hjælpe jer med at finde frem til nye tanker om hinanden og det som sker i familien og nye løsninger på at gøre tingene bedre. Jeg vil arbejde indsigtsgivende med jeres indbyrdes familiedynamik og hjælpe jer med at finde ny forståelse og nye løsninger i familien.